Kiropraktik

Alle kan have glæde af kiropraktisk behandling. Kiropraktorer har siden 1992 været autoriseret af Sundhedsstyrelsen og er en integreret del af det danske sundhedsvæsen.

Kiropraktorer er højtuddannede specialister, der har 5 års universitetsuddannelse i at undersøge, diagnosticerer og behandle smerter og funktionsproblemer i kroppens muskler og led. De første 3 år læser kiropraktorer sammen med medicinstuderende, hvor vi får en bred viden indenfor hele kroppen. Herefter følger 2 års kandidatstudie, hvor en del af undervisningen foregår på Middelfart Rygcenter. Uddannelsen som kiropraktor færdiggøres med 1 års turnus i en kiropraktorpraksis eller sygehus.

Første besøg

Der er sat ekstra god tid af til den første konsultation. Det er vigtigt for os først at kende til detaljer om dit problem, men også at vide om du fejler andet, får medicin osv. Inden behandlingen sættes i gang udføres en grundig undersøgelse af bevægeapparatet, der sammen med sygehistorien fører til en diagnose og behandlingsplan. 

Vi arbejder tæt sammen med de praktiserende læger. Hvis vi vurderer der er behov for lægefaglig ekspertise, henviser vi dig til din læge. 

Behandling 

Manipulation er nok det, kiropraktorer er mest kendt for. Knæklyden opstår, fordi der frigives et vakuum i leddet og det er naturligvis ikke farligt.

Vi benytter os også meget af bløddelsbehandling, hvilket er behandling af muskler, sener og bindevæv. Her kan både benyttes trykbehandling, muskelakupunktur, stræk og massage.

Rådgivning og vejledning udgør en stor del af den kiropraktiske behandling. Vi rådgiver i øvelser, træning, arbejdsstillinger og kropsholdning.

Behandlingen er altid tilpasset den enkelte, og behandlingen kan tilpasses alle problematikker og aldre.

Reaktioner på behandling 

Kroppen reagerer på behandlingen. Nogle oplever umiddelbar lindring, mens andre vil opleve en jævn forbedring over tid. Få patienter vil opleve en forværring af symptomerne efter første behandling og først en lindring efter nogle behandlinger.  

Bivirkninger på kiropraktisk behandling er ofte få og kan være ømhed, træthed og hovedpine. Kun i sjældne tilfælde er der alvorlige bivirkninger.  

Kroppen skal have tid til at reagerer på behandlingen og tid til at hele.  

Gode råd efter behandling

  • Hold dig i gang. En kort gåtur er en god ide, for at holde kroppen i gang.   
  • Skift stilling, så du fx ikke sidder eller ligger i den samme stilling for længe.  
  • Brug is og/eller varme både lige efter behandlingen, men det kan også bruges efter noget tid.  
  • Drik vand! 

Forløb 

Kiropraktoren laver et behandlingsforløb til dig. I langt de fleste tilfælde af akutte eller tilbagevendende smerter vil 3-7 behandlinger være tilstrækkeligt. Ved kroniske tilstande og hos ældre patienter kan der forekomme længerevarende forløb. Typisk vil der efter de første 2-3 konsultationer gå længere og længere mellem konsultationerne, hvor der vil være mere fokus på hvad du selv kan gøre i din hverdag for at få det bedre.  

Selvom dit problem er opstået pludseligt, kan det sagtens skyldes, at din krop har været udsat for overbelastning gennem længere tid. Helingsprocessen påvirkes af flere faktorer, som fx årsag til problemet, varighed af symptomer, alder, køn, arbejdssituation, tidligere skader eller anden sygdom. 

Det er vigtigt ikke at sammenligne sig med andre man kender med lignende symptomer. Alle kroppe og alle behandlingsforløb er forskellige. Lyt til de råd din kiropraktor giver.  

Billeddiagnostik 

Røntgen 

Hvis kiropraktorer vurderer, det er nødvendigt for din videre diagnostik og behandling med en røntgenundersøgelse, tager vi dette på klinikken. Kiropraktorer har også mulighed for at hente røntgenbilleder og MR-skanninger fra andre kiropraktorer og sygehus.  

MR-scanning 

Hvis kiropraktorer vurderer, der er indikation for at få lavet en MR-skanning, henviser de til MR-skanning  på sygehuset.   

 

Kiropraktorer anvender en aktiverende tilgang til patienterne, hvor manuel behandling, træning og øvelser kombineres med rådgivning om fysisk aktivitet og hensigtsmæssig brug af kroppen. 

Hvad angår manipulationsbehandling er der evidens for, at behandlingen kan være effektiv ved akutte og kroniske smerter fra lænderyggen og nakken samt ved brystsmerter og nakkerelaterede hovedpiner. 

Ved rygsmerter svarer effekten af manipulation til andre hyppigt anvendte behandlinger som f.eks. træning, og ved nakkesmerter og hovedpiner er effekten sandsynligvis større. Vi ved, at tidlig bedring (efter 3-4 behandlinger) er et godt tegn for patientens prognose. Det optimale antal behandlinger kendes ikke. 

Hvad angår træning og øvelser er der god dokumentation for effekt ved ryg- og nakkesmerter af længere varighed. 

Der findes ingen behandlinger, som er 100% effektive hos alle patienter og det er meget individuelt, hvordan den enkelte patient responderer på behandlingen. Der er stor forskningsaktivitet inden for området, og det forventes, at der i fremtiden vil blive udviklet nye strategier og kombinationer af behandlinger. 
Kiropraktorer er blandt de mest forskningsaktive inden for sundhedsområdet. 

Alle på klinikken går op i kvalitetssikring gennem løbende efteruddannelse og faglig sparring. Som en del af kvalitetssikringen af det danske sundhedsvæsen stilles der fra 2018 krav om, at alle kiropraktiske klinikker skal akkrediteres. Det betyder, at både kiropraktorer og andet ansat personale skal leve op til fastsatte krav om bl.a. hygiejne, datasikkerhed og meget andet.
Se rapporten fra akkreditering her.
Styrelsen for patientsikkerhed har i 2019 aflagt besøg hos kiropraktorer.
Se rapport fra besøget her på klinikken her.

Klage muligheder

Hos os er patientsikkerheden og behandlingskvaliteten i førsteprioritet, men skulle det ske at du føler dig forkert eller dårligt behandlet, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til opå info@kirohaarby.dk  

Alle patienter og pårørende kan indberette en klage, hvis noget er gået galt i sundhedsvæsnet. Læs hvordan her. Sker der mod forventning en utilsigtet hændelse, vil vi også selv indberette denne til Styrelsen for Patientsikkerhed 

Har du fået en behandlingsskade, kan du søge erstatning hos Patienterstatningen. Læs mere her. 

I 2023 gennemførte vi på klinikken en tilfredshedsundersøgelse.

Se resultatet her.

Kiropraktisk klinik Haarby
Møllevej 2
5683 Haarby

Tlf: 53 25 53 24
Online booking:
Email: info@kirohaarby.dk

Åbningstider:
Mandag: 8-17
Tirsdag: 8-14.30
Onsdag: 7-17
Torsdag: 8-18
Fredag: 7-14.30