Gravide
Mere end halvdelen af alle gravide får smerter i lænd eller bækken.
Symptomerne kan melde sig allerede først i graviditeten, men mange får først symptomerne i 3. trimester pga. den øgede vægtbelastning.
De hormonelle forandringer sker allerede ved undfangelsen og hormonerne kan i stor grad også være med til at give symptomer fra bevægeapparatet.
Som gravid kan du sagtens have gavn af kiropraktisk behandling samt råd og vejledning i forhold til kroppens nye situation. Behandlingen ved kiropraktor er tilpasset hvor i graviditeten du er. Gravide reagerer typisk hurtigt på behandlingen.
Symptomer
Lænde- og bækkensmerter
Det er nærliggende at tænke på bækkenløsning, når man som gravid oplever smerter i bækkenregionen. De hormonelle forandringer under graviditeten forårsager en større løshed i leddene og dermed også i bækkenet. For at der er tale om bækkenløsning, skal smerterne være meget udtalte, og som udgangspunkt skal der sammen med lændesmerter være smerte foran ved skambenet.
Lænde- eller bækkensmerter under en graviditet skyldes ofte en fastlåsning i et led i bækkenet. Det kan opleves som jagende smerter i en eller begge sider, og smerterne kan stråle til balder eller baglår. Typisk vil det gøre ondt at sidde ned eller rejse sig op fra en stol, og det er smertefuldt at vende sig i sengen.
Det kan som gravid være rart at sove med en pude mellem benene, så man derved aflaster vriddet i bækkenet mens man sover.
Smerter mellem skulderbladene
En del gravide oplever smerter mellem skulderbladene. Smerterne kan trække fra ryggen rundt langs ribbenene til brystet, og måske opstår der smerte jag ved dyb vejrtrækning. Det kan give en knugende fornemmelse i brystet.
Disse smerter skyldes ofte den gravides ændrede holdning i takt med at maven vokser. Særligt i sidste trimester kan fostret presse så meget op mod moderens mellemgulv og ribben, at den gravide vil føle sig stakåndet. Problemer i brystryggens og lænderyggens led kan forværre disse vejrtrækningsproblemer, og derfor vil kiropraktik ofte lindre symptomerne.
Undersøgelse og behandling
Undersøgelsen af den gravide forgår på samme vis som hos andre voksne personer. Der tages selvfølgelig hensyn til den gravides mave og de ting, den gravide føler ubehag ved eller ikke føler sig tryg ved.
Ved behandling af gravide patienter tages hensyn til maven og til at leddene er løsere end normalt. Behandlingen udføres blidt med henblik på at leddene ikke kommer længere i yderstilling end naturligt for dem. Grundet de løsere led, reagerer mange gravide ofte godt på manipulationsbehandling, men behandlingen kan også bestå udelukkende af bløddelsbehandling, øvelsesvejledning og generel rådgivning.
Gode råd til aflastning af bækkensmerter hos gravide:
- Brug stødabsorberende sko
- Hvil dig ofte
- Undgå at vride i kroppen og hofterne
- Undgå at sidde med korslagte ben eller i skrædderstilling
- Stå med lige vægt på begge ben
- Undgå at løfte tunge ting
- Undgå at bøje forover – Lad andre støvsuge og vaske gulv
- Tag mindre skridt
- Tag et trappetrin ad gangen
- Sæt dig baglæns ind i bilen og drej rundt med samlede ben. Læg evt. et stykke silke, nylon eller plastik på sædet, så det er lettere at dreje rundt
- Vend dig i sengen med parallelle ben – brug en stor pude mellem benene.